Vi lander senere end forventet og beder vores chauffør om at stoppe på vejen til Beruwela, så vi kan finde et sted at spise. Uden for åbningen i muren står tuktuk’er på rad og række, og øjnene får et chok ved mødet med lyset fra lysstofrørene efter at have vænnet sig til nattens mørke. Men dér ved bordet med den farverige voksdug får vi det måske bedste måltid på hele turen. Daal, den klassiske linsegryderet og friskbagt roti. Vi byder chaufføren på kaffe, taler lidt om, hvordan landet har forandret sig siden krigen og tager derefter videre sydpå langs vestkysten.
Vågn op i paradiset CocoVilla
Når man er kommet forbi det sidste stykke af hegnet af bølgeplader og rustne skilte og virkelig tror, at man er kørt forkert, føles det uvirkeligt at slå døren op om morgenen. Drømmer vi, eller er vi døde og kommet i paradis? Vi begiver os fra vores lille hus hen til verandaen, hvor andre gæster hilser over morgenkaffen. Miniresortet har kun fem værelser, og der hersker en hjertevarm atmosfære af fællesskab, selv om man også sagtens kan være for sig selv, hvis det er det, man vil. Haven har liggestole, et udendørs motionscenter og en lille bambusdør ned til stranden. Dér spiller de lokale børn fodbold, og som de eneste turister på stranden går vi i vandet for rigtigt at vågne op. I den lille reception er der desuden en lille butik med kunsthåndværk og flasker med virgin coconut oil, som er noget af det bedste, du kan byde din hud. Jeg kan ikke lade være med at købe én, og vi siger derefter farvel og fortsætter sydpå, hvor vores surflærer venter os.
Med 21 mio. beboere på en ø, der blot er ca. 400 km lang fra nord til syd, er der selvsagt ikke mange meter mellem de enkelte bebyggelser. Alligevel føles det aldrig trangt, for srilankanerne har fordelt sig jævnt på den grønne ø og er nysgerrige, venlige og hjælpsomme. Vi passerer Galle, som er en af de større byer på den sydlige del af øen, og når hurtigt frem til Ahangama.
Surf is up i Ahangama
Det er umuligt at modstå Rajihds smil, da han tager imod os i sin surfbutik, eller måske rettere surfhytte. Han er 28 år og har opbygget sin forretning med lokale surfere som instruktører. Erfarne elever kan begive sig ud i bølgerne lige uden for butikken, mens de, der har brug for lidt mere stille vand, kan benytte stranden ved siden af. Surfskolens tuktuk kan også køre dig ned til stedet med dagens bedste bølger. Rajihd og de andre lærere er provokerende stærke og står i vandet bag os og råber “now, four strong paddles”, da bølgerne kommer. Nu kommer det svære, nemlig at ramme bølgen rigtigt og få nok fart på til ikke at misse den. Efter to timer i vandet, en hel del bandeord og nogle rigtig gode bølger får vi en nyåbnet kokosnød med sugerør i.
Yoga med junglelyde
I Anhangama ligger der mange hoteller langs stranden, og hvis man vil møde ligesindede og hænge ud i et miljø, hvor der er en mere kollektiv følelse, kan man besøge Camp Poe nogle hundrede meter inde i junglen. Campen ligger som en oase midt i de grønne omgivelser og har en lille pool og en stor stue, hvor man kan spise, hænge ud, læse og deltage i aktiviteter. Værelserne udgøres af små spredte hytter, og lidt afsides ligger der en yogashala med undervisningstimer to gange om dagen og naturlige junglelyde som bagtæppe!
Svensk kaffe på hotellet?
Efter nogle dage med srilankansk kaffe kan man godt få behov for noget lidt stærkere. Rajihd er helt med på, hvad vi mener, og lægger vejen forbi Ceylon Sliders, som har både espressomaskine, avocadotoast, roof top yoga og minimalistiske værelser med udsigt til molen. Det er ikke helt uventet et svensk par, der har grundlagt stedet. Den omhyggeligt assorterede butik med smykker, tøj og te har naturligvis også været med i forskellige designmagasiner, og som svensker føler man sig øjeblikkeligt hjemme. Efter en dobbelt macchiato er vi klar til rejsens sidste lektion.
Interrail tilbage i tiden
For at komme tilbage til Colombo stiger vi på toget. Kupéen er helt fyldt, men det er kun rart. Du får den bedste oplevelse ved at stå i midtergangen ved trappen. Det koster 15 kr. pr. person at komme op til hovedstaden, og man skal ikke have travlt. Rejsen tager nemlig fire timer med flere uforklarlige stop ved diverse stationer. Men hvad gør det, når man kan møde en australier, der har arbejdet i en hundekennel, og ser to fremmede mødes og deles om et trin i vognen. Den film er jeg gerne med i, selv om den er lang.
Prop kufferten i Colombo
Colombo er måske nok ingen attraktion i sig selv, men hvis du har et par timer tilovers, er Paradise Road Galleries en fin butik og restaurant, der vækker mindelser om den tidligere kolonitid. Her finder du traditionel mad fra Sri Lanka og en kagebuffet med så meget godt, at det er svært at vælge. Butikken sælger kunsthåndværk, porcelæn, spa-produkter og krydderier, som man kan tage med hjem. Jeg propper kufferten med karry og Ceylon-kanel, så jeg har mulighed for at genopleve dette paradis igen og igen, efter at jeg er kommet hjem.
